21. apr. 2008

Gå ud og gå en tur

Når nu jeg alligevel er herinde og vende, så vil jeg lige dele et par billeder fra Store Bededags gåtur langs lidt af Roskilde Fjord. Oh, hvor er der altså dejligt! Hvis man ikke behøvede at tænke på økonomien, når man engang skal ha' sig et "rigtigt" sted at bo, så ved jeg godt, hvad der ville stå højt på ønskelisten. En udsigt a'la den her:

Tandpastasmil

Det er sindssygt at have en tandlæge, som ligger mere end en times offentlig transport fra, hvor man selv bor. Jeg ved det godt. Og skulle jeg være i tvivl, så vil en del mennesker gerne bekræfte mig i det meget hurtigt. Men når min tandlæge nu er så rasende dygtig og sød oven i købet, hvorfor dog så ikke beholde hende, selvom hun flytter?
Så i dag har jeg været på udflugt til Haslev, og det var slet ikke dumt! Tænderne skinner, så jeg dårligt tør smile i trafikken og selv er jeg fyldt op med småsnak og udefrakommende venlighed. Jamen så kan man da dårligt forlange mere af sin tandlæge, vel?

20. apr. 2008

Søndagsfredsommelighed

Jamen er det ikke bare skønt i dag? Med det vejr?! Heldige heldige os! Om nogle timer skal den stå på eftermiddagskaffe i parken med nybagt jordbærkage - af den skrumpevenlig slags. Men indtil da er det desværre nødt til at handle om speciale. Men hvad gør det, når præmien vinker forude :0)

16. apr. 2008

Aftengråvejr

Objektivt set er det jo temmelig gråt og regnfuldt i vejret her til aften. Nogle vil nok mene, at det er koldt, kedeligt og at vi mangler foråret. Vi er nogle, som mener noget andet. Da jeg cyklede gennem Valby i eftermiddags duftede der grønt og af frisk regnvejr. Præcis som der skal, når foråret er over os. Fugtigt og frodigt. Faktisk lidt af at være lille og besøge Bedstemoren og hendes kæmpehave. Uhmmm...

Og nu til aften er det slet ikke kedeligt, men hyggeligt med blus på stearinlysene og the på kanden - og faglitteratur i hånden lige om lidt. Man kan jo ikke få alt :o)

Men i morgen er det tid for varme hveder, som vel er noget af det dejligste ved det danske forår. I virkeligheden burde de indtages på bedstemorens varanda med det grønne vinduesglas, som gjorde at lyset faldt blødt og lysegrønt ind på verandaen, som på denne tid af året stadig ville være en lille smule kold. Sådan er det desværre ikke i år, men minderne er gode at have og fylder meget i disse forårsdage.

Stofpusheren i aktion

Så er der sendt nye ordrer afsted med kurs mod Finland. De andre quinder i familien hørte nemlig rygter, og så måtte sekundanten i aktion igen :0) Dejligt, dejligt at han gider.

15. apr. 2008

Rumlen

På biblioteket, hvor jeg sidder og arbejder til hverdag, er der på bedste biblioteksvis meget stille. I hvert tilfælde en god del af tiden. Og det er i virkeligheden et kæmpe problem, for jeg er typen, hvis mave rumler helt ukontrollerbart og meget, meget højt, når vi nærmer os frokost. Og som på den anden side af frokost larmer tilsvarende, som for at tilkendegive, at den skal nød maden og nu arbejder på fuld kraft. Er det lige pinligt? ja!! Især fordi "lige før frokost" for mit vedkommende strækker sig fra kl 10 og frem, og ikke kan dulmes af mindre mængder af tomater og gulerødder, sådan som det ellers forekommer mig ville være rimeligt.
Derfor sidder jeg i de mest mærkeværdige stillinger for at dæmpe "rumlenen", hoster, nyser, skramler og hamrer så det er en lyst. Jeg ønsker mig en stille mave, men det har altid været sådan her, så det bliver nok ikke anderledes.
Jeg har en veninde, som har store pinligheder over at gå på toilettet, hvis der er andre i nærheden (læs: inden for husets 4 vægge). Den slags tager jeg mindre tungt. Men dette her - oh hjælp!

14. apr. 2008

Birkesaft?!?!


Vikingens ven bor ved siden af Københavns vel nok mest luksusprægede grønthandler, som har alt! Og i går havde han noget så mærkeligt som birkesaft. Det måtte altså med hjem i køkkenet, for det var for underligt. Men om det smager godt, kan jeg desværre ikke sige, for jeg har ikke turdet prøve endnu ;0)