31. dec. 2007

Det blev til the


Det blev til at stå op og lave the. Og nu sidder jeg og surfer og overvejer, om man er for meget, hvis man bestiller the hjem fra Norge? Der kan man nemlig få en helt fantastisk blåbærthe, som ikke kan fås herhjemme.

Morgenstilhed

Er vågnet - feriedagen taget i betragtning - uhyggelig tidligt. 10 minutter over 6 - ligner mig bestemt ikke! Tsk tsk. Det store spørgsmål er så, om jeg skal stå op og lave the, vikle et tæppe omkring mig og læse gode bøger, eller om jeg skal krybe under dynen igen og prøve at tage et par timer til. Der er jo ikke noget, som skal nås. På den anden side er helt stille morgener en sjældenhed.

30. dec. 2007

Det knalder og brager...

...omkring ørerne på én herinde i "Kuporn". Krudt-fetichisterne træner rigtig til i morgen, og lad dem endelig, hvis bare de passer godt på. Når det kun er de få dage om året, går det jo nok, selvom jeg da helst så det samlet nytårsaften, så man kunne sove i fred resten af dagene. Men men...

I går stod den på lidt julegavebytning. For forkølet til at købe noget andet til gengæld, det må blive efter nytår. Men en ny kaldender må der jo til, og hold da op, hvor tager det lang tid at finde den helt rigtige. Helt præcis 4 boghandlere måtte jeg i, før den lå der. Men så er den også rigtig fin, meget feminin og rigtig meget mig:





Nu står alle fødselsdagene der, selvfølgelig skrevet ind med lyserødt :o) Og med små flag ved. Der er skrevet de første aftaler - selvfølgelig med grønt, så det matcher. Nu mangler der bare noget levet liv - og noget travlhed, hvis jeg kender mig selv ret. Desværre og heldigvis.

Så får I ikke mere for den 25-ører.


Så er den jul så småt ved at være slut - ærgerligt. Jeg elsker jul! Men den har været lang, stille og god denn gang, så det er okay. Det meste af julepynten er pakket ned i formiddag, og tilbage er kun troldgrenen med alle kuglerne. Den er mit juletræ og kommer derfor først ned til Helligtrekonger - sådan som rigtige juletræer gør.


Men som sagt dejlig fredelig julmed uhyggelige mængder god mad og godt selskab. Juleaften hos forældrene med systeren og hendes familie. Og 2.juledag julefrokost med moderens familie nede hos systeren. Meget hyggeligt begge dage.

Dejlige pakker - ikke mindst gavekort til Det Kongelige Teater fra vikingen. Sød kæreste! Og jeg må vælge forestilling. Jeg kender én, der nok ønsker ballet :0)

Nu er museumsmosteren hjemme igen, og ramt af en juleforkølelse, men med Stieg Larsson og masser af the af forskellig slags, så går det jo nok. Og når jeg er oven vande igen, skal der rent på sengen, så jeg kan prøve mit nyt flonelssengetøj, som skulle være så helt igennem blødt og varmt. Ih, hvor jeg glæder mig!

22. dec. 2007

Næh, julekort! til mig :0)

Vikingen er atter oven vande, jeg har nået at træne, og forære mig selv en ny nederdel. Vi har spist frokost med en god ven og jeg har panikkøbt en pakke til min svoger, fordi jeg fandt ud af, at den t-shirt, som vi havde købt allerede i sommer, var for lille. Så nu får han noget andet, og vikingen vil sikkert elske at bruge t-shirten istedet.

Og hjemme på måtten lå der sørme en hel lille stak af julekort. Det er altså bare hyggeligt. Nu vil jeg sætte mig godt tilrette i sofaen og nyde dem - det fortjener afsenderne.

21. dec. 2007

Aftenfred = julefred?

Køb ind
På biblioteket
Ryd op generelt
Ryd op i tøjskab
Træn
Vaske køleskab

- Så meget er listen nu krøbet til. Dejligt. Der skulle være en reel chance for at få den aflivet helt i morgen.
Men nu skal der afslapning til. Først i bad og så benene op og frem med en bog. Vikingen sover stadig, afbrudt af besøg i stuen efter cola og ristet brød, så noget kunne tyde på, at det bliver en nat på sofaen eller gulvet for mit vedkommende. Men det er også okay. Vil ikke smittes, og trænger alligevel til at få rettet ryggen ordentlig ud, så gulvet er nok egentlig en god ide. Så må vi håbe, at han er frisk i morgen og kan begynde at nyde julen.

Sov godt derude

Kom hist, julefred!

Endelig juleferie! De sidste papirer er sendt ud af museets dør, og da pakkerne jo er købt hjem, så kan jeg nu nyde ferien med god samvittighed. Der er stadig en del punkter på listen, som skal gøres, men det skal de nok blive lige så stille, og der er ikke noget som haster.

Til gengæld udviser vikingen mistænkelige influenzasymptomer, så hans kæreste nu har beordret ham i seng. Feber og ondt i hovedet kan med noget held soves væk - lad os håbe, vi er heldige i denne omgang.

Og lad os håbe, at han ikke har smittet hverken forældrene, som lige har været her til frokost med franskbrødsmadder, nisseøl og æblesnitter, eller sygepasseren, som ærlig talt helst vil nyde ferien i oppegående tilstand.

Noget af det juledeste er vel nok etiketten på nisseøl.

20. dec. 2007

Træt!

Dagen i dag har hjulpet en del på listen. Den er nu således:

Køb ind
Ring systeren for at tjekke, hvad vi skal have med til julefrokost
Tørre støv af
På biblioteket
Ryd op generelt
Ryd op i specifikke bunker
Ryd op på skrivebordet
Find brochure-arkiv-ordning
Ryd op i tøjskab
Og i køkkenskabe
Træn
Skriv 1 julekort (der dog ikke skal afleveres pr. post)
Smide glas ud
Afkalke
Vaske køleskab
Komme ekstra madras i kælderrummet

Og i morgen hjælper helt sikkert endnu mere på listen. Men nu i seng og sove!! Gid det var læææænge....

At gøre


At nå at gøre inden jul-listen så således ud, da jeg lavede den i går:


Støvsuge

Vaske gulv

Ordne badeværelse

Køb ind

Ring systeren for at tjekke, hvad vi skal have med til julefrokost

Tørre støv af

Tømme papirskraldespand

På biblioteket

Ryd op generelt

Ryd op i specifikke bunker

Ryd op på skrivebordet

Ordne vasketøj

Find brochure-arkiv-ordning

Ryd op i tøjskab

Og i køkkenskabe

Træn

Skriv 3 julekort (der dog ikke skal afleveres pr. post)

Vande blomster

Markere cykler, så de ikke ryger ud i ejendommens juleoprydning

Smide glas ud

Pante flasker

Ordne køkken

Afkalke

Vaske køleskab

Ordne opvaskemaskine

Komme ekstra madras i kælderrummet


Der er endnu meget tilbage... men jeg vender stærkt tilbage om lidt med dagens forkortede liste.
Tak til www.tdc-online.dk for lån af billede

Så kan man godt tro om igen

Nogen, jeg kender - og ja, det kan muligvis godt være museumsmosteren selv - gik rigtig og regnede med at kunne holde juleferie fra i dag. Men nej! Hun blev ikke færdig med det, som der skulle ligge klar, for at de andre på "holdet" kunne holde ferie med indbyggede dage til arbejde. Så hun må pænt afsted igen i morgen lidt i otte. Men skidt da så - jeg kan jo godt lide det :0) Og når de andre skal arbejde i ferien, og jeg kan undgå det ved at arbejde i morgen, jamen så er det helt fint med mig. Ferie med god samvittighed er sjovere end ferie man har presset ind imellem. Så fra 8-12 i morgen - og SÅ ferie!

Og forældrebesøg til sen frokost. Fint og hygsomt, men også i nogen grad grunden til, at jeg forsøger at rydde op i køkkenskabene, støvsuge, blogge og holde jul på samme tid og lige nu. Rent skal der jo for søren gøres på et eller andet tidspunkt - og helst inden jul, så der er juleafslappet bagefter - og så er gæster jo altid en kærkommen lejlighed til at få det gjort. Så ud til køkkenskabene igen...!

19. dec. 2007

Pyyyhaaa

Sådan! Vikingen er kørt på posthuset med julekortene og den sidste pakke, der skulle afskibes til fjernere egne af landet. Den sidste pakke er købt, og skal blot pakkes ind lidt senere sammen med de andre sidste pakker. Julekaffen med vejlederen er drukket med honningkagehjerter til og biblioteket er rundet for juleferielitteratur.

Vi har ellers, når vi selv skal sige det, fundet på en virkelig farmor-venlig pakke til vikingens farmor. Hun har nået den alder, hvor man ikke rigtigt ønsker sig noget materielt, så i stedet har vi fremkaldt en stribe billeder, som jeg tog af vikingen og farmoren på en tur ned til hende i august. Det bedste er kommet i ramme, og de andre i et lille album, så nu håber vi bare, at pakken når frem. Og at hun bliver glad, men mon ikke? Det var en hyggelig dag, vi havde sammen, og nu er der minder på fast form.

Om lidt skal den stå på kikærtesalat - der er efter min mening kun meget få ting, som er bedre end kikærter, og bagefter skal jeg have benene oppe og se fjernsyn og læse og lave ikke noget andet, end det jeg selv vælger. Oh, hvor jeg glæder mig.

16. dec. 2007

Alt for meget skøn mad

Pyha, hvor bliver man uhyggelig dejligt mæt! Har været til farens fødselsdag i dag - eller rettere blev hjemme til fødselsdag i dag - med systeren, hendes familie, farbror, tante, moren og vikingen - og fødselaren selvfølgelig. Og ikke mindst Anton.

Sidstnævnte og jeg drog til bageren i morges lige lidt over 6. Meget koldt, meget smukt og Anton var med næsten garanti den eneste lokale vågne hund! Men når nu ens far altid står op før 7, så må man jo gør noget, for at komme først til bageren!
Men det lykkedes, og dagen gik fint med gaver og flag på bordet, familiefrokost med en masse herlig mad - ikke mindst små frikadeller, tærte og frugtsalat. (Lover mig selv at vægtvogte efter jul - men man skal jo have plads til at være menneske ind imellem... :0)

Selvfølgelig fulgte der madpakke med hjem, så om lidt skal jeg have natmad. Vikingen måtte "desværre" vende et smut hjemom, så jeg er førstevælger til resterne - hæhæ! Og så i seng og for(d/n)øje en hygsom familiedag, der er foregået i et absolut overkommeligt tempo. Flere af den slags tak!

15. dec. 2007

Udsyn

Var med faren oppe i kirketårnet i hjembyens kirke og ringe solen ned. Og vejret og udsigten var helt fantastisk...





Borgerpligt


Så, nu har jeg vist gjort min borgerpligt med hensyn til julegaver. Mangler 2 hele og 2 halve, resten er pakket ind her til aften. Pyha! Plejede at elske at bruge en hel aften på julegaveindpakning, men det er vist gået over i år. Kan man blive for gammel til den slags, når man kun er 24? Så ser det da temmelig trist ud ;0)

Handlede også en del af dem her til aften. Egentlig meget hyggeligt, især fordi det endnu ikke er blevet helt vildt med stressede julegavehandlende, hvis bare man handler i aftensmadstiden og på en hverdag. Tror jeg. Det var i hvert fald ikke slemt i dag.

Og nu skal jeg i seng og rette ryggen ud. Den er simpelthen for lang til at stå bøjet over pakker så længe. Til gengæld kan jeg så nyde rent på sengen og det nye Alt for Damerne (- vikingen skulle nemlig på arbejde her til aften, og bedsteveninden til firmajulefrokost. Så må man jo bare tænke selv og så er det sørme godt, at jeg kan underholde mig selv! :0) Som et led i jeg-finder-selv-på-noget-strategien er der nu også ryddet op, vasket tre maskiner tøj og bagt chokolade-kokosmakroner til at putte i den nu tomme klejne-dåse, når den skal tilbage til ejerne i morgen. Sov godt derude.

11. dec. 2007

Eksamens-øjebliks-billede

Det roder! Meget, men der tænkes, og det skrider fremad, så lad det rode!!





Klejner og eksamenslæsning

Så sidder jeg der igen - selvom jeg lovede mig selv, at jeg skulle have et semesters pause fra studierne, netop fordi jeg bliver så skrækkelig træt, hver gang jeg sidder her. Bøjet over tekster og taster, fordi eksamensopgaven skal afleveres lige om i morgen. Hvorfor gør jeg det gang på gang, når jeg i virkeligheden næsten ikke gider. Jeg burde jo holde en studiepause, så jeg kunne blive videns-sulten igen, men jeg kan helt ærlig ikke finde ud af, hvordan man gør.
Derfor står den på eksamen igen nu her - synopsisaflevering i morgen kl.13, og jeg er ikke engang begyndt at skrive endnu. Burde nok være stresset, men har mest sødedille.
Det sidste, fordi jeg mødte moren til frokost og kage oppe i Valby - moms! Skøn kyllingesalat på Cafe Emil - meget anbefalelsesværdig! Og flinke tjenere. Og derpå brownies hos Waynes, der var så hvinende søde, at jeg får det underligt endnu, bare ved tanken - og der skal ellers meget til her hos mosteren.


Et af goderne ved at være flyttet hjemmefra er alle de forsyninger, der bliver sendt ind til én. I dag var der klejner i dåsen...


... så mon ikke der lige skal laves en kande the, og så læses det sidste af det nødvendige med en klejne til?


Så kan jeg jo nyde synet af disse her imens, for jeg kunne altså ikke lige stå for dem på cykelturen hjem til Sydhavnen:


4. dec. 2007

Forelsket

Hvor tiden dog er noget spøjst noget. Har været sammen med vikingen et helt år nu her lige netop i dag. Føler at det var i går, men at jeg har kendt ham i hundrede år - men slet ikke længe nok endnu.

Laaang, hygsom eftermiddag



En hel lang eftermiddag med en god veninde, der skulle muntres lidt op og have en pause fra sin nedtrykthed. Det blev til megen snak, god salat, varm the og en lang tur i Valbyparken ved solnedgang. Ren hygge, ingen forventninger. Hvor føler jeg mig priviligeret, over at kende et så rummende og rart menneske.


30. nov. 2007

Julet!

Så lykkedes det! Og hyggeligt er det! Nu kan første december godt komme - om 5 min ;0)





Jeg må vel til det

Hmm... det hjalp ikke rigtig med gløgg. Julestemningen dukkede ligesom ikke rigtig op. Af to hovedårsager tror jeg. Den ene at en rigtig god veninde, som også skulle være med her til aften, er rendt ind i en depression, og har det rigtig skidt. Og hun er ellers et af de aller mest positive og varme mennesker, jeg kender. Hvor er det synd og rædselsfuldt - og hvor er det svært at se hende ha' det sådan, uden at man kan gøre ret meget. Øv! Håber sørme, det snart går på retur.
Den anden grund var mere uforudset. En støden på en gammel bekendt, som skubbede til nogle ting i mig, som jeg ikke helt havde forventet. Øv. Men så er det heller ikke værre.


Så nu skal der julepyntes!! Hvad enten jeg er i humør eller ej - så må humøret virkelig bare komme til undervejs - eller måske bagefter, når jeg kan sidde med strikketøjet og nyde værket.


Desuden gør det jo ikke glæden mindre, at jeg fik to meget, meget fine glaskugler af vikingen i går. Om han rent faktisk kender min passion for netop den slags pynt vides ikke, men han havde ramt helt rigtigt. Der findes ikke bedre julepynt end glaskugler, og disse her er savnede i samlingen:


Der dufter af gløgg

Jubiii... julestemningen er så småt ved at indfinde sig. I går aftes var jeg ellers lige klar til at opgive det og drage i eksil, fordi jeg alligevel ikke følte, at jeg kunne nå noget som helst andet end arbejde inden jul. Ikke engang eksamen. Eller endnu værre: at julepynte!

Men nu kommer det måske alligevel snigende. Brugte en pause i formiddagens arbejde til at hænge stjerner og kravlenisser op i frokoststuen, for den var - og har nu altid været - så grumme kedelig. Lidt stjerner hjalp - men der skulle heller ikke meget til, for at det blev bedre end før!!
Nu dufter hele KUA af gløgg, for rigtig mange fag holder julecafe i dag. Der er banko i Mødestedet, julehygge med studentermenigheden og juleklip i Finderup Lade. Jeg må se ad, hvad jeg kan nå, inden jeg forhåbentlig overvældes af den snigende trang, jeg mærker et sted inden i bag alle arbejdstankerne: trangen til at julepynte derhjemme :0) Der skulle vel ikke være noget i vejen for at gøre det ved midnatstid med gløgg i blodet... måske bliver det faktisk endnu bedre end normalt så?

26. nov. 2007

I seng!

9 timers møde ud i et stræk + spinning. Der er kun et at gøre: I seng! Heldigvis op ad vikingen - så er man ikke ene om at holde varmen, når stormen nu piber om hushjørnerne. Hygsomt.

25. nov. 2007

Det er ganske vist...

... der er kommet pigeoner!



Søndagshygge

Dybt, fredeligt og veltilfreds suk. Søndag eftermiddag, Udenfor regner det, så ingen grund til at føle sig forpligtet til at være ude. Dagens dont er klaret med 5 timers job i morges. Frokosten er spist sammen med kæresten, der var en skat og havde gjort hele køkkenet hovedrent, mens en anden én var på arbejde - dejlig kæreste!
Udemærket frokost i øvrigt - rester fra frokostgæster i går, så den stod på æg og rejer, god salat, frikadeller og rødkål samt grøntsagstærte.

Nu skulle man være et skarn, om man ikke lige kunne holde til at tilbringe eftermiddagen med benene oppe igang med at læse til arbejdet i morgen, mens der er frisk, sød the på kanden, lys i stagerne og begyndende skummelt udenfor. Det eneste, der skal klares, er indkøb til i morgen - men det kan vente for den lokale irma lukker først kl.7 og arbejdet betaler.


15. nov. 2007

Oh, at burde lave noget


En morgen med overspringshandlinger kan f.eks. tage sig således ud:

  • Man står op.
  • Hunden kræver opmærksomhed - det er jo også den, jeg er her for at passe, så det får den.
  • Bad og tøj på - det skal jo gøres.
  • Det er uden tvivl klogt at tænde op, ellers bliver her bare alt for koldt til, når jeg lige om lidt skal sidde og læse kloge ting.
  • Og mailen skal tjekkes, der kunne ligge vigtige ting til hastebesvarelse! ...Men det gjorde der sjovt nok ikke...
  • Og alle de andre hjemmesider, der kræver daglige besøg.
  • Jeg må hellere tjekke kakkelovnen igen, så den ikke går ud, og der bliver alt for koldt til at sidde og læse kloge ting liiiige om lidt.
  • Det er også høfligst at ringe til forældrene, for at høre, om deres huspasning-for-bekendte-på-ferie går okay. Det er jo almen høflighed.
  • Morgenmaden!! Vigtigt, vigtigt punkt. Der skal brandstof til hjernen, før den kan klare al den læsning.
  • Og hunden skal ud i haven. Egentlig burde man jo gå en tur, men jeg må hellere lige se til bålet igen. Bare så her ikke bliver for koldt...
  • Hov, nu brænder den sørme så stærkt, at jeg hellere må vente lidt med at gå med hunden...
  • Så kan jeg jo skrive lidt på bloggen imens.
  • Og rydde lidt op. Bare ganske lidt forstås.
  • Og når kakkelovnen så er blevet lidt mere fredelig, så kan jeg gå med hunden.
  • Inden jeg selvfølgelig pænt sætter mig til bøgerne ... ... ... ...eller strikketøjet :0)

14. nov. 2007

Hundepasning

Anton som hvalp - og som rigtig hund!


Et af privilegierne ved at være studerende uden de store hverdagsforpligtelser er, at man er den, som først bliver spurgt, når nogle af familiens hunde skal passes. Når man som jeg er hunde-skruk, og udelukkende undlader at investere i en foxterrier, som kunne hedde Holger, fordi man bor på 3.sal og er alt for lidt hjemme - ja, så er det et privilegium!
I disse dage handler det derfor om Anton, forældrenes gadekryds. Vanvittigt charmerende, glad, entusiastisk - og krævende! Som en meget overset og glemt hund, hvis menneskeforældre har forladt én til fordel for Fyn i hele 4 dage, har man nemlig brug for mange nus - rigtig mange nus! Så ikke mindst for Antons skyld - og min ;0) - blev kæresten indforskrevet fra København i går, og Anton sørgede skam for at kvittere for besøget med masser af opmærksomhed. Således blev museumsmosteren fuldkommen ignoreret, da hun i morges lukkede Anton ud af køkkenet, hvor han sover. Han strøg direkte forbi mig med et skuffet udtryk i øjnene og forsvandt ind til kærestens soveplads. Og da han ikke var at finde dér, lagde Anton sig resigneret foran toiletdøren og ventede. For nu var det tilfældigvis kun vikingen, der gjaldt, og jeg måtte pænt vente i køen til hundenus. Skønne, skøre hund!




Uha, aftenen er blevet tilbragt hos min bonusmormor i dyb, dyb hygge. Hun passede mig, da jeg var lille, og bor 5 min. fra forældrene, så når jeg er i hjembyen et par dage i træk, er der som regel besøg på programmet. Og så laver hun jo bare fantastisk mad!! I aften stod den på mørbradbøf med bløde løg og champignonsovs. Og lun æblekage til dessert. Samt hjemmelavet kransekage til theen - luksus. Jeg er revnefærdigt mæt selv her 5 timer efter, vi begyndte! Men det allerbedste ved hende er, at hun altid er så god til at opleve. Selvom hun er tættere på 80 end 70, så sker der altid noget, og hun forstår virkelig at få noget positivt og/eller interessant ud af næsten alt. Jeg bliver altså så glad og hyggelig inden i, af at besøge sådan nogle mennesker :0) Endnu et privilegium!

7. nov. 2007

Suppe, strik og skype

Som tiden dog går! Vupti, så er der gået en uge. Altså dog! Og det er blevet endnu mørkere og endnu hyggeligere. Og om lidt står den på tomatsuppe. Kom nemlig til at falde i søvn og sove tre timer i stedet for den halve som planlagt. Så farvel til spinning og goddag til sen aftensmad og dårlig samvittighed - og afslappethed :0)

Desuden fandt jeg lige en god, god veninde på skype. Jeg holder meget af hende, men desværre bor hun i Belgien, så det er ikke så tit, vi er i kontakt. Men det er vi altså her til aften og det er rigtig rart lige at høre, at det går godt nede i det udenlandske. Hun er så sød, og det er ærgerligt, at hun ikke bor lige om hjørnet, så hun kunne komme over og få the lige om lidt og snakke og strikke.

Måske skal der faktisk strikkes lidt senere? Eller også burde jeg skrive det brev til de tyske venner, som jeg har udskudt i måneder. Hvordan kan det være, at breve kan være så laaaang tid om at blive skrevet? Det er jo ikke et eller andet forfærdeligt, jeg skal skrive, men bare et helt almindeligt hyggeligt brev til nogle venner. Tsk tsk - tag dig nu sammen, museumsmoster!!

30. okt. 2007

Oprydning - føj!

Tirsdag formiddag. Egentlig var det planen at tage på arbejde, men nu bliver det et par timer herhjemme for at rydde op i stedet. Det er nemlig hårdt tiltrængt! Der er (rent, godt nok) vasketøj i bunker, aviser til udsmid, beskidt og støvet - og nylavet grøn Imperial Gunpowder the. Den er stærk og bitter og fuld af energi - dejlig! Og hentet hjem fra York, hvilket får den til at smage endnu bedre, hvis du spørger mig.

Havde meget hyggelig aften i går - eller nat på det nærmeste, for der var lige 1000 ting, der skulle klares, inden man kunne spise aftensmad. Men oh, hvilken aftensmad! Godt brød, stegte auberginer, lufttørret skinke og masser af pesto. Og skøn grønsagslasagne fra svigerinden. Moms, hvor det smagte!

28. okt. 2007

Efterårssøndag

En eftermiddagssøndag tilbragt i Dyrehaven med kæresten. Findes der mon noget mere typisk københavnsk at lave for par i tyverne på søndage om efteråret? Vi mødte i hvert fald mange - dog ingen vi kendte, hvilket var rart, for vi ville bare være os og nyde efteråret og farverne.


1½ times traven rundt i bladdynger i de smukkeste farver og med den aller bedste tørre lyd -herligt! Egentlig ville vi selvfølgelig have haft varm kakao et sted derude i det vilde, men det var ikke til at opdrive andet end hos Peter Liep, hvor der i forvejen var rigtig mange mennesker, så det opgav vi. Men tilbage i byen opdagede vi et lille nyt sted nede på Halmtorvet, en mini-cafe under navnet Gram. 4 siddepladser inden døre var rigeligt til os, og de havde nogle helt fantastiske supper!! Kan varmt anbefales! Især den med rød peber og kylling - uhmmm.

Nu over i sofaen med computeren og skrive opgave sammen med noge varm the.


Desværre formåede kameraet ikke helt at indfange farverne ordentligt, men lidt er bedre end intet:


23. okt. 2007

7 sandheder

Inspireret af Mette http://faxfraenspelsau.blogspot.com/ må jeg lige lægge 7 sandheder ud:
7 sandheder om mig:

Jeg elsker chokolade - alt, alt for højt!

Jeg er rædselsslagen for hvepse i ekstrem grad

Min yndlingsfarve er blå, skøn, dyb mørkeblå :0)

Hvis jeg ikke var i Danmark lige nu ville jeg helst være i Norge, helt deroppe, hvor der er øde, stille og meget smukt.

Jeg trives ikke uden masser af tryghed.

Det værste et andet menneske kan være er arrogant eller selvfornedrende. Balance tak!

På en eller anden måde kommer jeg altid til at rode mig ud i at have gang i rigtig mange ting på samme tid - og det er hårdt, men herligt!

21. okt. 2007

Vasketøj og forbrydelsen

Fantastisk. Der er vasket tøj! (Eller rettere, jeg har selv gjort det, så overraskelsen er måske ikke så stor, men det er jo rart alligevel!) Så er der jo ingen grund til at nævne alle de ting, som ikke blev gjort så som badeværelsesrengøringen, køkkenoprydningen og opvasken...

Nu er der Forbrydelsen og måske lidt strikketøj, og så tidligt i seng, for jeg var sent oppe. Min veninde og jeg blev haste-tilkaldt på job i aftes, så var først hjemme - og supertrætte! - halv 3. Men det er som regel altid sjovt at være ude, og maden er god ;0)

19. okt. 2007

Fredagsfredelig


Så! Nu er 4 dage med efterårsferiearrangement på mit arbejde overstået for denne gang. For mit vedkommende altså - arrangementet varer et par dag endnu, men i morgen står den på studiejob nr.2 i stedet.

Skønt at have været med, der har været så mange glade mennesker og ikke mindst en masse herlige unger. Og vejret har jo været med os de fleste dage, så det har været rigtig positivt. Og historie - især den lidt ældre - er jo altid spændende, omend vore dages syn på den ikke kan undgå at blive temmelig ensartet og lidt rigelig rosenrød. Men men, det går jo nok, og så er det jo op til os kommende historikere at fortælle folk den rigtigst mulige version af historien.

Nå, men nok om det. Spinningtimen er gennemført, pizzaen er i ovnen, stearinlysene tændt, freden har sænket sig, og om lidt smækker jeg benene op - Dejligt bliver det :0)


13. okt. 2007

Skumringstur


I dag bestemte jeg mig for, at man må nyde sommeren, når den kommer - også selvom det først er midt i oktober og det er en temmelig kold en af slagsen. Tog derfor kæresten i hånden og kameraet i lommen og drog en tur i Valbyparken for at nyde den sidste eftermiddagssol.
Det var smukt, men "friskt", så der blev gået raskt til og den stod på rygende varm suppe, da vi kom tilbage igen. Senere sænkede freden sig, og aftenen blev tilbragt på sofaen, med bloklys en masse, the på kanden og historieteori på skødet. Slet ikke dårligt!

Valbyparken har flere små temahaver, og dagens tur gik inden om georginehaven.